Så er der ved at være overskud på den personlige konto igen efter en uges tid på dansk jord. Jeg havde helt glemt, hvor meget tid det dersens arbejde egentlig tager - der er godt nok ikke meget dag tilbage, når man først kommer hjem lidt i fem og er møgtræt og jetlagget. MEN trods tømmermænd fra gårsdagens fødselsdagskalads, så har jeg haft overraskende meget energi i dag.
Jeg har været til CrossFit to gange i ugens løb også, hvor jeg har efterladt en del af huden i mine håndflader på pull-up-barren. Det problematiserede dels brusebad med hårvask, dels gennemførslen af nærværende opskrift. Som ægte CrossFitter arbejder man sig igennem smerten, hvilket jeg også blev nødt til, hvis jeg ville have de der brownies til eftermiddsagssnack på job i næste uge. Og dét vil jeg!
Helt så langt oppe på energiskalaen, at jeg selv finder på opskrifter, er jeg nu ikke; jeg gjorde dog en vældig indsats for at få internet på MacBooken (hotspot er vejen frem, men kun når man sidder inde i vores nye stue, ellers duer det ikke!) og googlede lidt rundt.
I vores box i Florida havde en af vores CF-kolleger nogle brownie bites med, og han nævnte, at han havde brugt en opskrift på lärabar (et amerikansk fænomen. De er helt tossede med müslibarer og den slags derovre). Jeg landede på denne her og fik den fordansket. Det er næsten for godt til at være sandt, at der kun er sunde ingredienser i. Men det er det altså ikke. Haps.
Til 8-10 browniestykker
Ingredienser
- 150 g dadler
- 1-2 spsk vand
- 2 dl valnødder (hakkede, hvis du ikke har foodprocessor)
- 3 spsk kakaopulver
- 2 spsk smeltet kokosolie
- 1/4 tsk vaniljepulver
- 1 knivspids havsalt
Fremgangsmåde
- Put alle ingredienser i en foodprocessor og kør, til du har en ensartet masse - der skal stadig være små stykker valnødder i massen. Hop til punkt 3. Har du ikke en foodprocessor, kan du starte med at hakke dadlerne så fint, at de bliver helt mosede. Det tog mig vel en 10 minutters tid, og jeg blandede 1 spsk vand i, mens jeg hakkede
- Kom dadelmosen over i en skål, tilsæt resten af ingredienserne og rør godt rundt (det var her, det begyndte at gøre naller i mine stakkels håndflader)
- Derefter kommes det hele over i en plastikpose og klemmes sammen til en fast masse
- Beklæd et lille ildfast fad med bagepapir, put massen deri og form den til en flad firkant, som du senere kan skære firkanter/barer af
- Stilles på køl i en times tid, inden den skæres i mindre stykker alt efter temperament
- Opbevares på køl i op til en uge
Kommentarer
Har du ikke lige valnødder, kan du sagtens bruge mandler, cashewnødder eller nogle helt tredje nødder i stedet.
Ser godt ud, vil jeg helt sikkert prøve en dag.. Dejlig sund dessert :)
SvarSletDet lyder super lækkert og meget nemt. Tak for opskriften :)
SvarSlethold nu helt op de er gode 👏🏻👏🏻
SvarSleter det tørre eller friske dadler :)
SvarSletDet er det store bløde Medjool-dadler, jeg plejer at bruge til den her opskrift. Altså de friske. Bruger du tørrede, skal de lige udblødes først :)
Slet