torsdag den 12. september 2013

Flyttestresspunktumdk

Weekendhygge med veninderne - tiltrængt!
I en lille uge har vi levet kun med seng, en allerhelvedes stor reol og fire stole. Plus mange flyttekasser. Og mandens gamle clockradio, der helst vil spille højt og går i strejke, hvis man piller ved volumenknappen. Jeg kan godt lide ting med masser af personlighed, men jeg bliver nu en kende irriteret, når jeg skal stå sammenbøjet i en underlig stilling og dappe forsigtigt på radioen for at få den til at samarbejde.

ReolEN
Nå men vi er flyttet til Aarhus. Og jeg er begyndt på Lingvistik. Jeg regnede kraftigt med, at det ville give mig tilladelse til at rette/påpege/understrege alle stave- og talefejl på min vej. License to correct. Men næh; lingvistikere beskriver, hvordan folk taler, og hvordan sproget bruges. De er ikke Grammar Nazis.
Jeg skal have revideret mit verdensbillede. Jeg ER Grammar Nazi, også selv om jeg har jødiske aner! Jeg skal åbenbart lære at være mere åben og favnende og ikke rette, hver gang nogen (nogen = manden) siger "sat" i stedet for "siddet". Svært. Unødvendigt?

Vi har for resten fået flere møbler nu. Et bord med fire stole (vi elsker stole) og et skrivebord og et køkkenskab, som manden selv har sat op sammen med en kammerat. Køkkenet er vist mit yndlingsrum lige pt. Måske fordi det er det mest færdige. I stuen har vi flyttekasser i stedet for en sofa og et tv. I soveværelset har vi kufferter i stedet for et skab. Ergo slapper jeg mest af i køkkenet og nyder at glemme alt om morfemer, fonemer, fonologi, allomorfer og alle de andre, når jeg står over kødgryderne.

Belønning-for-baghoved-bule
Jeg har også haft pause fra CrossFit i to uger nu, for jeg kan simpelthen ikke overskue det. Jeg skal starte i Aarhus CrossFit, og jeg har skam været på besøg dernede før, men jeg skal også lige finde energien til det. Det er bare nemmere og hurtigere at klemme sig i løbeskoene og fise derudaf. Den anden morgen ville jeg være überfrisk og tage nogle pull-ups i et af de der udendørs stativer. Jeg skulle lige hilse og sige, at man skal lade være med at lave kipping pull-ups, hvis der er jernstang lige bagved ens hoved. Det må være dagens morale.