torsdag den 15. august 2013

Sommersalat


Ja ja, jeg ved godt, at jeg har været alt for sløv på tasterne herinde det sidste stykke tid. Og væltet rundt til Skanderborg og været blæst. Så hvis min skrivestil trænger til at blive støvet lidt af, så ved du hvorfor nu. Det er en travl tid, som vi lever i...
Skanderborg var smuk som altid. Her med Østkyst
 Hustlers i baggrunden - sikke en fest, de leverede!

Og der er sket en masse siden sidst. Manden startede på job i mandags, jeg er kommet ind på
Lingvistik, og vi har fået lejlighed i Aarhus. Vi har i omegnen af to uger tilbage i det midtjyske, og de ser ud til at blive både herlige og hektiske.

I morgen aften får vi gæster, så min hjerne har kørt på højtryk for at finde på noget lækkert. Ud over culottesteg og rødvin. Noget lækkert, som ikke tager alt for lang tid, og som kan forberedes i forvejen. Lige nu har jeg gulerødder og hvidløg i ovnen til en gulerodspesto (kommer senere), og jeg har testet denne salat af.

Salaten er simplel og sommerlig og skøn og smager som Italien ville gøre, hvis man kunne tage en bid af det. Eller noget. Jeg elsker i øvrigt sommer og gæster - men jeg kommer til at elske det endnu mere, når vi får et køkken, der er udstyret med mere end en miniovn og to kogeplader. Sidebemærkning that was.

Tilbehør til 2 personer

Ingredienser

  • 1 squash
  • 20-30 cherrytomater
  • 1 håndfuld frisk basilikum
  • 1 fed presset hvidløg
  • 1 spsk olivenolie
  • havsalt
  • friskkværnet peber

Fremgangsmåde

  1. Squash julienne er der en vis wowfaktor over. Og wowfaktor er godt. At noget er julienne betyder (hvis du er bonderøv ligesom mig), at ting er skåret i tynde stænger. Har du ikke et juliennejern, skærer du først squashen i skiver på langs og dernæst i tynde tændstikker ved at vende den om og skære på tværs. Hopla
  2. Skær tomaterne i halve eller kvarte alt efter størrelse og kom dem over i en skål sammen med squashen
  3. Hak basilikum groft og vend den i salaten sammen med hvidløg, olivenolie, salt og peber
  4. Lad salaten trække mindst en halv time inden servering og smag til igen
  5. Spis så den bid af Italien!
 

Kommentarer

Salaten er bedst på selve dagen, men har du en rest, kan du blande den op med fx. friskskåret spidskål eller hvidkål, så der kommer lidt knas tilbage i den.

Hvis du kun har kedelige tomater uden smag derhjemme, så gå uden om denne opskrift! De søde cherrytomater, der smager som om, at man lige har hevet dem af grenen ude i drivhuset, er dem, du skal bruge.

tirsdag den 6. august 2013

Økoløberi...


Økologi og motion – bliver det meget mere stenalderagtigt? Næppe! Sammen med en af mine veninder har jeg meldt mig som løber for Økoløbet; det handler om, at man skal løbe 100 km i alt her i august, få sponsorater på 100 kr fra nær og fjern, og så købe økologisk frugt til de lokale børnehaver her i det midtjyske. En god sag, synes jeg. Og jeg vil bestemt opfordre til at støtte op om det – så bliver børnene så glade.
 
Mine ben er stadig med i kampen. Her på syvendedagen har jeg løbet godt 32 km ud af de 100, og det er gået rigtig godt. Så kommer Skanderborg… Mon ikke fem dage med sjov og ballade, Arizona-burgers og kolde cidere, for lidt nattesøvn og ikke mindst for mange tømmermænd skal ødelægge formen?

Løbeskoene bliver i hvert fald ikke pakket ned. Så må jeg lære det på den hårde måde efterfølgende, når kroppen skal renses ud igen.

Jeg løb 7 km her til morgen - sidste udkald inden festival - og det var en lidt hård tur, synes jeg. Også selv om jeg betragter mig selv som morgenløber. Så er det ligesom overstået, og man har fået masser af frisk luft og fuglekvidder til at starte dagen på.
 
Vi bruger Endomondo til at tracke alle vores ture med. På den måde er det bevis for, at vi rent faktisk har løbet de kilometer, vi bliver sponsoreret for at gøre, og vi kan holde øje med, hvor langt vi er i forhold til hinanden. Det er en god motivationsfaktor, for man gider jo ikke være rosinen i den økologiske pølseende.
 

Morgenens løbetur
Status onsdag morgen

a