tirsdag den 15. oktober 2013

Æblesmør


Endelig efterårsferie. Er jeg den eneste, der har fået smidt ævler i nakken i vildskab? Altså, jeg elsker æbler og er vildt glad for at få fingrene i de lækre vitaminbomber, men du godeste... Jeg tror, at jeg (og min stakkels mand) har brugt i hvert fald fem timer på at skrælle og skære æbler ud, og vi har mange liter æblegrød i fryseren. Så stor er vores fryser altså heller ikke. Det ville være mere optimalt, hvis ævlerne blev fordelt jævnligt ud på året. Godt at vores gæster kan lide æbler i forskellige afskygninger.

Jeg holder i øvrigt efterårsferie hjemme i Thy. Og når min lillebror ikke vil vise mig mega irriterende musikvideoer på youtube, er det egentlig ganske skønt at være hjemme. Vi er allerede gået i madplanlægningsmode. Den står på Blomsterbergs hindbærsnitter i morgen - overhovedet ikke stenalderagtigt, men ekstremt hyggeligt.

Men efterår er jo lig med masser af dejlige æbler i haven, og hvis du også har lyst til at lave noget andet med dem end æblekage eller æblegrød, så har jeg en idé her. Jeg så opskriften på en af facebookgrupperne for stenalderkost, og jeg har egentlig bare fulgt den lidt løst. Jeg bruger overvejende æblesmørret oven på fx boller, men det kan også bruges som tilbehør til kød eller asiatiske retter i stedet for mango chutney - alt efter hvordan du krydrer det. Eller hvad med ovenpå mine kokospandekager?

I aften er planen, at der skal skrælles æbler for sidste gang. Vi skal nemlig have paleoficeret smuldreæblekage; smulderet er en blanding af mandelmel, hakkede nødder, smør, honning og kanel - mums. Men er det altså også slut.

Til ca. 5 dl æblesmør

Ingredienser

  • 20-25 efterårsæbler
  • 6 saftige, udstenede dadler (dem fra den sorte, firkantede papkasse - set i fakta og Superbrugsen) eller tilsvarende mænge dadelsirup
  • 1 stang vanilje, flækket
  • Ca. 1 spsk kanel
  • 1/4 tsk stødte nelliker
  • 1/4 tsk chilipulver
  • 1/4 tsk kardemomme
  • 1/4 tsk salt
  • 1/2 dl vand


Fremgangsmåde

  1. Skræl, udkern og skær æblerne i grove tern (I know, det tager tid...)
  2. Kom alle ingredienser i en gryde og kog det hele en halv times tid, til æblerne er udkogte/møre. Rør jævnligt
  3. Blend grøden enten med stavblender eller i en almindelig blender. Jeg har kun en almindelig blender, så jeg lod grøden køle lidt af, inden den røg i blenderen - det der med varmeeksplosioner  er jeg ikke stor fan af
  4. Så kommer vi til tålmodighedsarbejdet... Den blendede masse skal koges ind, til det bliver mørkt og får en tyk konsistens. Jeg lod min gryde simre på lavt blus i cirka to timer og rørte rundt hvert 10. minut. Det er en fordel at lade låget ligge løst henover gryden, for den tykke masse giver nogle interessante splut 
  5. Opbevares i køleskab i en tætsluttende bøtte i op til tre uger

Kommentarer

Jeg har puttet ca. halvdelen i køleskab og den anden halvdel i fryseren. Det er rart nok at have lavet en stor portion, når det nu tager tre-fire timer i alt. Min mand elsker æblesmørret og spiser det gerne rent, hvis han er lidt lækkersulten.

Du kan krydre smørret alt efter temperament. I den oprindelig opskrift stod der blot vinterkrydderier, så jeg har selv fundet frem til ovenstående kombination.

søndag den 6. oktober 2013

Husmortricks

 

Jeg har været en rigtig flittigmaren i køkkenet i denne her uge. Som tidligere skrevet så er kødgryderne et af mine mit frirum midt i al læsningen, og da det har været lidt presset på studiet, har jeg været tilsvarende aktiv derhjemme. Det er sådan set meget fint, især for vores fryser, der er ved at være fyldt godt op.

Masser af gode efterårsråvarer til suppen, der
bliver skøn at kunne tage op på de travle dage
Fredag lavede jeg en kæmpe portion grøntsagssuppe af ovnbagte squash, løg, aubergine, hvidløg og tomater. Grøntsagerne skæres groft og bages ved 180 C i ca. tre kvarter. Hele herligheden simrer efterfølgende sammen med flåede tomater, kokosmælk og hønsebouillon, inden det får en tur i blenderen. At grøntsagerne bliver bagt inden giver en helt fantastisk smag!

Og så var jeg ret smart til det der med at portionsanrette. Manden og jeg blev enige om, at en liter suppe ville være god mængde til aftensmad, og da vi har et decilitermål, der kan rumme præcist én liter, var det ingen sag at hælde den afkølede suppe på poser. Jeg puttede simpelthen posen inden i målebægeret og vupti, en enkelt liter suppe per pose - og ingen ekstra opvask...

Så nemt kan det gøres...

Ud over suppen har jeg også lavet græskarpuré. Det kan eksempelvis bruges i suppe, kødsovs eller i bagværk, og der er bare et eller andet med græskar og efterår. Måske mest fordi jeg har boet i USA, hvor man virkelig går all in på græskar på denne tid af året.

Og så er de fiiiine i farverne!
Juli, bloggeren bag paleOMG, postede denne opskrift på Pumpkin Chocolate Chip Muffins, hvor man netop skal bruge græskarpuré, og i stedet for at købe det i dyre domme (og über forarbejdet) kan det gøres relativt nemt derhjemme. Det kræver lidt armmuller at angribe sådan et græskar, men det HAR vi jo! Jeg fulgte fremgangsmåden fra denne her hjemmeside og bagte græskarstykkerne i en lille time ved 170 C.

Puréen fordelte jeg i silikonemuffinforme, inden jeg kom den i fryseren. På den måde kan man tage netop den mængde græskar op, som man har brug for, i stedet for at stå med en kæmpe frossen græskaris og klø sig i nakken. Når puréen er frossen, tages formene af, og græskaren puttes i en pose med genluk og - nu frosset enkeltvis - tilbage i fryseren. Det er dæleme smart! Point til Husmor Stine! Nu mangler jeg bare at få testet opskrifter af, mums.

Sidst men ikke mindst går det fremad på møbelsiden her i vores lille hjem. Vi har fået både sofa, fjernsyn og et fint afsætterbord til køkkenet i denne her uge. Det er næsten en helt ny lejlighed jo! Jeg føler mig mere og mere hjemme...

Man bliver bare en lille smule lykkelig indeni...
Double happiness tror jeg nu nok, vi kan sige!

tirsdag den 1. oktober 2013

Fyldte squash


Man har altså en del at se til som lingvistikstuderende, skulle jeg lige hilse at sige. Man begynder at se sproget og dets struktur på en helt andet måned efter at have fået skovlet omkring 200 nye begreber ind i hjernen. Nogle af dem hænger også fast. Det er heldigvis super spændende for det meste. Og man kan sove længe nogle gange ( = til klokken 8, hvis man er en Hjortdal)...

Man kan endda være heldig at vågne udhvilet, hvis man nu ikke lige var hende, som at det var, at der var den, som brugte de sidste timer i drømmeland oppe på at flygte. Vi blev nemlig forfulgt af en mærkelig mand, som satte i sprint efter os af og til, mens han sang. Truende åbenbart. Til sidst blev det for meget for min kære ægtemand, som resolut svang mig op på skuldrene og fes af sted - så kunne jeg sidde deroppe og sparke lidt ud efter vores forfølger eller daske ham med bacon (??). Heldigvis havde min faster en tandlægeklinik i nærheden, selv om vi var i Florida, og vi fik ham distraheret med en rodbehandling. Jøsses.

Emneskift: ("Ahem, så sender vi lige sovsen rundt", som vi siger i Thy...) Jeg er begyndt til CrossFit igen! Udråbstegnet er begejstret! Og det er vildt fedt, bortset fra at jeg ikke helt kan så meget, som jeg gerne ville, og at jeg har giga ondt i musklerne efter stort set hver gang. Men det er kanon at komme væk fra bøgerne og få arbejdet kroppen igennem - som ekstra bonus som studerende kan jeg endda gøre det i dagtimerne. Skønt! Begejstret udråbstegn nummer tre...

Retten her er nem at smække sammen med det kød og de grøntsager, du lige har i køleskabet. Den kombination, jeg lavede, harmonerede ekstremt godt i smag og tekstur, men lad være med at gå i spåner, hvis du lige mangler en ting eller to. Erstat det blot med noget lignende.

Aftensmad til 2-4 personer (alt efter sultenhed og salat on zhe zide)

Ingredienser

  • 2-3 squash
  • 1/2 løg, hakket
  • 1 spsk fedtstof (brugte andefedt, andbefalelsesværdigt!)
  • 1 pakke hakket kyllingekød, 450 g
  • 1 peberfrugt i tern
  • 3 forårsløg i ringe
  • 5 spsk fløde
  • 1/2 tsk salt
  • 1/4-1/2 tsk koriander
  • 1/2 tsk paprika
  • 1 tsk hvidløgspulver
  • evt. 50 g revet Gouda

De udhulede squashbåde

Fremgangsmåde

  1. Tænd ovnen på 180 C
  2. Smelt fedtstoffet og tilsæt de hakkede løg - lad dem svede stille og roligt i et par minutter
  3. Tilsæt kødet og brun det. Kyllingekød har en tendens til at klumpe lidt sammen, så brug en grydeske til at brække det fra hinanden
  4. Når kødet er gennemstegt tilsættes peberfrugt og forårsløg og steger med nogle minutter
  5. Tilsæt derpå krydderier og fløde og lad retten simre 5-10 minutter - hold øje med, at fløden ikke koger helt væk
  6. Mens kødet hygger sig i gryden, skæres squashene over på langs og udhules med en ske. Du kan også skære forsigtigt for med en kniv, hvis de er svære at håndtere. Fjern desuden begge ender. Der skal være omkring 1/2 cm tilbage af skallen hele vejen rundt (se billedet ovenfor). Gem indmaden til en anden dag; det kan fx blendes og tilsættes kødsovs eller suppe!
  7. Smag kødet til og tilsæt evt. ekstra krydderier - husk på, at squash er ret neutral, så der må gerne være skub på resten
  8. Fordel kødet i squashbådene i et ildfast fad
  9. Drys osten over og lad de fyldte squash bage ca. en halv time midt i ovnen. Prik evt. ned i kanten på indersiden af bådene med en gaffel for at se, om de er bagte - der må gerne være lidt bid, men de skal være møre uden at falde fra hinanden. Jeg gav desuden mine nogle minutters grill til sidst for ostens skyld
  10. Servér! Vi fik en hurtig gulerodssalat med tomat, hakkede saltmandler, rosiner og citronsaft til. Det var guld

Kommentarer


Det bliver debateret vidt og bredt, om ost/mejeriprodukter generelt bør indgå i stenalderkost. Der er en interessant artikel fra en af mine yndlingsbloggere her, hvis du gerne vil have en grundig gennemgang. Han siger ikke, at vi falder døde om af at spise mejeriprodukter, men at vi skal vælge dem med omhu og ikke mindst vælge kvalitet frem for kvantitet. Jeg brugte en revet økologisk Gouda fra Änglamark. 

Som sagt behøver du ikke være totalt pernitten omkring ingredienserne. Hakket oksekød smager også skønt, og du kan sagtens putte ærter, porrer, revet gulerod eller lignende i - men tænk over, om krydderierne går godt i spænd med ingredienserne. Det kunne eksempelvis være en mulighed at krydre med chili, basilikum eller oregano, hvis du vælger at bruge oksekød.