onsdag den 4. december 2013

Saltede nødder




Et lille udvalg af de fine brunkager, vi fik dekoreret
Her i den søde juletid (pun intended!) kan man altså godt få lige rigeligt til den søde tand. Jeg føler mig i hvert fald stadig helt sukkerglaseret indvendigt efter weekendens meget ustenalderagtige udskejelser med mine søskende. Den fik ikke for lidt af hverken æbleskiver eller brunkager med glasur (og så har jeg en ucharmerende hang til Eiskonfekt, schyyyy...).

Derfor tænkte jeg, at jeg lige ville dele denne opskrift med dig, så du kan få styr på sukker-/saltbalancen! Nogle gange trænger man bare til noget salt - sådan har jeg det især, når jeg har været nede at træne, og så er det rart at have noget, der er let at gå til.

Desuden er jeg lige på kanten af at få indledt min eksamensperiode, og når jeg bare skal sidde herhjemme og skrive i to uger, så spiser jeg bare mere. Godt at CrossFit ikke er længere væk, så jeg jævnligt kan få luftet både krop og hjerne.

Giver 300 g saltede nødder

Nødderne er blevet hvidlige af salt
og er klar til at komme i ovnen

Ingredienser

  • 300 g nødder (jeg brugte 200 g mandler og 100 g cashewnødder)
  • 3 dl vand
  • 1,5 spsk god groft havsalt (så som Maldon)


Fremgangsmåde

  1. Bring vand og salt i kog i en pande
  2. Tilsæt nødderne og lad dem koge ved middel varme, indtil vandet er helt kogt væk, og nødderne (kan bedst ses på mandlernes skal) har fået en lys hinde. Det tager ca. 20 minutter. Sørg for at røre rundt i de sidste fem minutter, sådan at nødderne ikke brænder på.
  3. Kom nødderne på en bradepande belagt med bagepapir og tør nødderne 30-40 minutter i ovnen ved 150 C.
  4. Lad nødderne køle helt af inden servering


1 kommentar:

  1. Jeg er vild med dit indlæg - måske jeg kan sende lidt inspiration tilbage til dig: www.cathrineyoga.dk
    Kh Cathrine Koefoed

    SvarSlet