søndag den 10. februar 2013

At kippe eller ikke at kippe...

Wiii, her kommer jeg!

Alle, der har stiftet bekendtskab med en pull-up-bar, ved, at det gør ondt i de små hænder at hænge der og flagre. Når man så oven i købet skal lave pull-ups, knee-2-elbow eller toe-2-bar, kan man lige gange smerten med pi. Jeg hader den dumme bar! Der var engang, hvor en bar var et sted, man drak øl og drinks med paraplyer. Og satte sin albue i uspecificerede klistrede plamager, mens man spekulerede på, hvem det var af de omkringstående, der havde slået en fis. Det var tider.


Nå, men at kunne håndtere smerte og at arbejde sig igennem den er en vigtig del af CrossFit, i hvert fald hvis man gerne vil være en af de gode. Ellers kan man jo også bare stille sig foran blæseren ovre i hjørnet med en smoothie i hånden og se smart ud med solbriller på, selvom solen ikke skinner.


Vi havde en lille workshop nede i vores box i går, hvor der var fokus på at få det rigtige sving - kippet, som det hedder på CrossFit'sk - for at forbedre de forskellige discipliner, vi kan blive udsat for på pull-up-baren. At kunne kippe gør det meget lettere at lave pull-ups, få knæene op til albuerne og ikke mindst tæerne op til baren, men det kræver sin kvinde, såfremt ens eneste gymnastiske baggrund består i at kunne lave baglæns kolbøtte på en god dag...

Et kip handler dybest set om at få godt gang i overkroppen; at tvinge hovedet frem mellem armene, mens benene svinger bagud, og derpå skubbe sig baglæns, idet man svinger benene fremad. Teknik, teknik og atter teknik.


















Jeg fik først mine kipping pull-ups for en måneds tid siden, men der er ikke andet at gøre end at være tålmodig og øve sig. Og tage sig af vablerne i håndfladerne samt erkende, at man får hænder som en murersvend og begyndende tyrenakke. Frækt. På billedet til højre er jeg i øvrigt ved lægge an til et flot se-hvor-smart-jeg-kan-komme-ned-fra-baren-hop. Min smoothie var nemlig ved at smelte.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar