torsdag den 7. februar 2013

Nu med blog

Det er jo så pokkers moderne. Og jeg ved godt, at der er mange bloggere derude, men jeg LOVER at levere sunde, gode opskrifter, og at du kommer til at grine. Måske ikke ligefrem ukontrolleret, men så fnise da. Eller måske bare løfte højre øjenbryn, hvis du synes, at min humor er for sort.

Hvis du vil lære mig lidt bedre at kende, kan du i øvrigt kigge under fanen Om MIG, og du er også mere end velkommen til at skrive eller kommentere. Eventuelt begge dele, i fald du er virkelig pågående.

Jeg har allerede en masse ideer på tegnebrættet, og jeg glæder mig til at komme ordentligt i gang. Det ser lidt usselt ud kun at have et enkelt indlæg, men man skal jo starte et sted. Jeg starter her. Med at annoncere at jeg har lavet mig en blog, hvilket i sig selv virker ret åbenlyst. Når du stadig sidder her og læser med, betyder det vel, at jeg ikke har tabt dig helt allerede.

Jeg kan godt lide at klapre ud ad en tangent eller to, skal jeg sige dig. Men - modsat min bedre halvdel her til venstre - finder jeg altid selv tilbage igen. Han kan starte med at fortælle, hvad en af hans kolleger fik til frokost, og så ende i en diskussion med sig selv om, hvorvidt Skippermix er bedre end Piratos. Når man så spørger, hvad pointen med historien egentlig var, har han glemt det. Og kollegaen fik æggesalat. Det er ikke nemt. Til gengæld er han både stærk og pæn og klog, og jeg nyder at træne sammen med ham, især når jeg kan give ham baghjul, hvilket desværre ikke sker ofte nok.

Jeg kommer til at fortælle om mad. Mad og CrossFit. Måske også nogle andre ting, det kommer an på, hvor indlæggene fører os hen. Min rekord i double unders er i øvrigt 63 unbroken. Jeg kan dødløfte 85 kg, cleane 59, og så fik jeg mit første rope climb i sidste uge - et reb med knuder på til hjælp, men jeg er stadig stolt. Jeg er godt på vej, og den rejse kommer du også med på, hvis du vil. Ellers er der to nødudgange forrest og bagerst i flyet.

2 kommentarer:

  1. Hey Stine. Lækkert layout og glæder mig til at følge med herinde - evt. via Bloglovin, vil jeg foreslå, du tilmelder bloggen:) Go, go Stine! Klaps i bagen fra Aarhus - hvor du er med i festtankerne i aften. Glæder mig til at få jer hertil.

    SvarSlet
  2. Tak for tip og ros, T :) Jeg har netop smækket en Bloglovin-knap på! Knus til Aarhus - Martini i håret og sko fra Gucci :)

    SvarSlet