mandag den 11. februar 2013

Sweet potato frittata


Der er nu ikke noget som at blive forkælet. Det blev jeg i morges, da min mand lavede morgenmad til mig. Han så godt nok lidt forbavset ud, da jeg kastede mig ind foran ham med et "det skal jeg have billeder af til bloggeeeeeeen!" og blitzede løs, inden han fik lov til at gå videre med sin sweet potato frittata. Sådan er oddsene i vores lille køkken.

Efter morgenmaden skar jeg en masse frugt ud og tog til brunch med en flok veninder, hvor jeg blandt andet spiste en bagel. Og en muffin. Ikke særlig paleo. Begge dele blev skyllet ned med mimosas (halv champagne og halv appelsinjuice, det er så meget vejen frem!), og bagefter fnes vi og slappede af ved poolen. Selvfølgelig skete der det, der altid sker, når CrossFittere hænger ud sammen, der er et kamera til stede og ikke mindst alkohol i blodet:


Hmm, tilbage på benene igen. Denne her opskrift er baseret på den gode Christian Bitz' kartoffelfrittata. Vi skiftede de nye kartofler ud med sweet potatoes, som du kan læse mere om nederst i indlægget, og vupti, så er retten ganske stenaldervenlig.

Til 2-3 personer

Ingredienser


125 g champignoner
150 g sweet potatoes
½ peberfrugt
½ lille løg eller ½ bundt forårsløg
1 spsk baconfedt* eller olivenolie
1 fed presset hvidløg
1 tsk paprika
3 æg
½ dl mandelmælk (eller almindelig mælk eller fløde, hvis det skal være den dyre udgave)
1 tsk timian
salt og peber

Fremgangsmåde


  1. Stil ovnen på 175 C
  2. Skær champignoner og sweet potatoes i skiver, peberfrugt i tern og hak løget.
  3. Smelt baconfedt i en støbejernspande eller en anden pande, der kan holde til varmen i ovnen senere
  4. Steg grøntsagerne 5 minutter sammen med hvidløg og paprika
  5. Fjern resterne af baconfedtet, hvis det ikke er blevet helt opløst. Ingen gider sætte tænderne i den slags
  6. Pisk æg, mælk og timian sammen og krydr med salt og peber
  7. Hæld æggemassen over grøntsagerne
  8. Sæt panden i ovnen og bag retten i cirka 20 minutter
  9. Lad det køle lidt af, inden der er serveret

Kommentarer


*Jeg plejer at skære de værste fedtbræmmer fra, inden vi steger bacon. Dette fedt opbevarer vi i en bøtte i køleskabet, så det kan bruges til senere madlavning. At tilberede mad med baconfedt giver sådan en dejlig smag af...ja...bacon...

Næste gang, vi laver frittata, kommer vi temmelig sikkert noget chorizopølse eller bacon i, så retten får et godt pift umami, men det smager bestemt også fantastisk, som det er. Bacon er ret populært blandt paleofolket, og med fare for at få en overdosis (det kan ske, også selv om de hardcore baconelskende mænd garanteret ikke tror på mig), så man kan jo selv vurdere, hvad man lige er i humør til.
Alternativt ville det ikke være dumt at stege et par pølser til - nogle uden sukker og alt for mange tilsætningsstoffer, naturligvis. Jeg forestiller mig også, at en hurtig tomatsalat ville gå fint som tilbehør.

Det er klart en fordel at have en pande, der kan tåle at komme i ovnen. Mindre opvask, but of course. Hvis ikke, kan du også stege grøntsagerne og derpå putte dem i et smurt, ildfast fad. Æggemassen hældes over grøntsagerne, og fadet kommes i ovnen. Hvis du bruger et glasfad, skal du nok lægge 5-10 min til tilberedningstiden inde i ovnen.

Er der ikke er tid til den slags om morgenen, kan frittataen i øvrigt sagtens laves aftenen før, eksempelvis i forbindelse med aftensmaden, og spises kold. Du kan endda være en rebel og spise frittata til aftensmad. Jeg har endnu ikke hørt om anholdelser i den forbindelse.


Hej... Det er mig, der er den der helt vildt søde og rare kartoffel - trods navnet er jeg faktisk en rodfrugt, og jeg stammer fra Amerika... Jeg er sprængfyldt med A, B6, D og C-vitamin, jern og magnesium... Jeg har et fiberindhold, der er dobbelt så højt som kartofler, og mit proteinindhold er tre gange så stort... Hvis jeg kunne, ville blinke indtagende til dig lige nu og sige "prøv mig, sukkermås"...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar