tirsdag den 12. februar 2013

Chokoladekage


Når man som jeg bor i USA, er det ikke til at gå ind i et supermarked uden at falde over røde roser og alverdens forskellige chokolader i tiltrækkende indpakning. Der er mildest talt stoppet med valentinsudstyr på denne her tid af året. Det med plysbamserne har jeg stadig ikke forstået. De minder mig om Brian fra Singleliv, der inden en date stillede to-tre stykker op på sin seng, fordi "det kan piger jo godt lide". Øh nej. Og der er nok en grund til, at du er single, ud over at du spiser havregryn med rosiner til to af dine hovedmåltider.

Men jeg nægter købe et eller andet klamt, kommercielt sukkerstads, bare fordi det snart hedder den 14. februar. Til gengæld vil jeg - åbenbart - gerne bruge flere timer på at lave et rigtig godt og meget sundere alternativ selv. Jeg kan altså godt lide chokolade. Valentinsdag er egentlig noget opreklameret fis, efter min mening, men derfor kan man jo godt gribe lejligheden til at forkæle sig selv eller en, man har kær.

Min mand købte ind i går, og han kom hjem med en voldsom mængde rødbeder, som blev min inspiration til dette indlæg. Det er nemlig muligt at parre chokolade, rødbede og kage i en smuk treenighed, som selv manden min var overraskende vild med. Den oprindelige opskrift på kagen fandt jeg her.
Tænk mørk, svampet chokoladekage med jordbær og flødeostglasur - prøv den, prøv den, prøv den!


Til en lille bradepande (ca. 30x20 cm)

Ingredienser

  • 225 g revet rødbede (ca. 1 stor rødbede)
  • 2 1/4 dl raw honning
  • 4 æg
  • 1 dl smeltet kokosolie
  • 1 spsk vaniljeessens
  • ½ tsk mandelessens
  • 1 dl kakaopulver, mørkt
  • ½ tsk salt

Fremgangsmåde

  1. Bring revne rødbeder og honning i kog i en mellemstørrelse gryde. Skru ned og lad blandingen simre en halv time, eller til rødbederne er møre
  2. Tænd ovnen på 175 C
  3. Hvis du planlægger at lave flødeostglasur, så tag 2-3 spsk af den sødede rødbedesaft fra, når rødbederne er kogt møre - det skal bruges til at farve glasuren med. Übersundt og sejt, ikke?
  4. Lad rødbedeblandingen køle et kvarters tid og purer den derpå i en blender eller food processor
  5. Pisk de resterende ingredienser sammen i en stor skål
  6. Pisk den purerede rødbede i og bland godt
  7. Hæld dejen i en lille bradepande og bag kagen i 30-35 minutter eller til der stort set ikke følger dej med, når du stikker en tandstik/kniv/strikkepind/whatever ned midt i kagen - husk på, at kagen er meget svampet på grund af rødbederne
  8. Lad kagen afkøle inden servering. Den kan sagtens spises, som den er, men du kan også gå krea-amok ligesom mig og lave et fint hjertetårn med jordbær og den yndigste, lyserøde glasur

At samle kagen til et nysseligt hjertetårn



Remedier


  • Sprøjtepose
  • 1 portion flødeostglasur
  • Hjerte-udstikker
  • En pæn tallerken


Fremgangsmåde


  1. Put flødeostglasuren i en sprøjtepose med en stjerneformet tylle i
  2. Hvis du har en hjerte-udstikker fra julebagningen, er det klart nemmest at bruge den til at lave figurerne i kagen med. Jeg havde kun rensdyr og nissehuer, hvilket virkede en kende malplaceret, så jeg klippede en hjerteform ud af et stykke pap og brugte den til at skære efter. Du kan også gå den minimalistiske vej og lave nogle fine, firkantede tårne. Kun fantasien sætter grænser
  3. Skær jordbærrene i skiver. Det er ikke just jordbærsæson i Danmark nu, men mon ikke hindbær eller kiwi også ville være interessante emner?
  4. Lav et tårn startende med kage, glasur og så jordbær. Jeg kørte glasuren rundt langs kanten og lavede små dutter inde på midten
  5. Du kan lave så mange lag, som du ønsker eller evner. Men det er en tung kage, så prøv at beherske dig...
  6. Det øverste lag skal kun være kage og så glasur til pynt
  7. Et voila, kærlighedskage til dig selv, eller en anden, du har ret så kær


2 kommentarer:

  1. Hej, når du nu bor i USA, kan du så ikke fortælle mig, hvad mand skal købe i USA der minder om brun farin?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hejsa :) I USA er brun farin dark brown sugar :) Light brown sugar kan også gå, men det giver ikke helt den samme karamelagtige smag - man kan evt. erstatte noget af den light browne sugar med melasse (molasses) for at få den "mørke" smag... Håber du finder ud af noget :)

      Slet