torsdag den 14. marts 2013

Krydderkage med et twist


Kaos, kaos, kaos. Vores lejlighed ligner Jerusalems ødelæggelse, i hvert fald i forhold til mine normale, ryddelige standarder. Vi har solgt en del møbler, og nu hvor vi lige er kommet hjem fra en miniferie, er der kufferter og ting over alt. Og mit kørekort er udløbet. Og mit kamera er gået tør for strøm. Og oven i alt det, skulle jeg lige finde ud af, hvordan jeg får mig en ny fortand i USA - det er faktisk det værste, at det hele. Jeg måtte bruge hele formiddagen på at snakke med tandlæger og forsikringer både i Danmark og herovre, men nu er der Tid-Til-Tand på mandag. Juhu!

Det er altså meget hyggeligere at bage end at tage stilling til kaos. Alt ser også pænere ud, når der dufter af nybagt kage i lejligheden - så ser man slet næsten ikke de manglende reoler, kufferterne, bøgerne på gulvet og alt vasketøjet.

Nå, men vi havde altså lige for en gang skyld en masse modne bananer derhjemme, og med hjælp fra min ven Google faldt jeg over denne her opskrift, som jeg gav et twist lime og lidt honning. Måske inspireret af mojitos, Coronas og generelt bare for mange drinks på ferien. Men: tadaa! Dejligt svampet krydderkage med et hint af lime.


Til 1 brødform

Ingredienser

  • 4 modne bananer = 4½ dl mosede bananer
  • 1 1/4 dl mandelsmør (eller anden nøddesmør)
  • 4 æg
  • Revet limeskal fra 1 limefrugt
  • Limesaft fra 2 limefrugter
  • 1 tsk vaniljeekstrakt
  • 1 spsk honning
  • 4 spsk smeltet kokosolie
  • ½ spsk kanel
  • 1 knivspids havsalt
  • 80 g kokosmel
  • 1 tsk natron
  • 1 tsk bagepulver

Fremgangsmåde


  1. Tænd ovnen på 175 C
  2. Mos bananerne i en stor skål
  3. Kom bananmos, nøddesmør og æg i en blender og blend dejen godt sammen i 1-2 minutter. Du kan også bare bruge en håndmixer til det, men min er lige gået i stykker (sæt det på kaoslisten), så jeg kørte blenderstilen
  4. Tilføj limeskal, limesaft, honning, kokosolie og salt og blend videre
  5. Sigt kokosmel, natron og bagepulver sammen i en skål og kom derefter blandingen i blenderen
  6. Blend 1 minuts tid, til dejen har samlet sig, og hæld derpå dejen i en brødform beklædt med bagepapir
  7. Bag kagen 55-65 minutter i ovnen, evt. med sølvpapir hen over kagen den sidste halve time, så den ikke bliver for mørk. Bagetiden afhænger af brødformen - jeg brugte en af glas, og derfor fik min kage 65 minutter, inden den bestod tandstikprøven. Hvis du bruger en silikone- eller metalform, så test kagen allerede efter 35-40 minutter.
  8. Afkøl kagen på en rist inden servering
  9. Forny amerikansk kørekort

Kommentarer


Som variation kan man fx tilføje 1 dl kakao og 2 dl friske blåbær, og i følge min bloggerkollega på Civilized Caveman kan man også lave kagen til muffins; i så fald er bagetiden 25 min for minimuffins og 35 minutter for almindelige muffins. Jeg har ikke testet det endnu, skal det lige tilføjes. Men det lyder godt!

Efter jeg havde bagt, tog jeg smagsprøver med ned til træning, så jeg kunne få nogle upartiske meninger om kagen. Det hele blev revet væk, og der blev spurgt efter opskrift. Det må betyde "godkendt".



Ingen kommentarer:

Send en kommentar