fredag den 8. marts 2013

Romanescokål med chorizo


Mor er træt. Mor er ikke skuffet, mor er ikke sur, men mor er træt. Mor har nemlig lavet den første Opens WOD. Hvis du ikke begår dig i CrossFit-miljøet, giver min begrundelse nok ikke meget mening, så her er en hurtig forklaring; Opens er de indledende runder til Regionals, som er en slags udtagelse til VM i CrossFit, der hedder Reebok Games. Alle CrossFittere verden over laver en bestemt træning (= WOD = workout of the day) hver uge i syv uger, og deltagerne skal logge deres point på en fælles hjemmeside, hvor resultaterne løbende bliver opdateret.

Ugens WOD bliver frigivet hver onsdag, og så går det ellers løs med nerver, sommerfugle i maven og ekstra megen CrossFit-snak til træning. Det er første gang, jeg prøver at være med, og det handler bestemt ikke om, at jeg satser på at blive udtaget. Til gengæld er det sjovt at prøve at være en del af så stort et arrangement, og så kan jeg jo finde ud af, hvor jeg står henne blandt alle atleterne verden over.

På billedet her til højre kan du se, hvad jeg blev udsat for i morges. Eller, hvad jeg udsatte mig selv for i morges, hedder det vel egentlig. Som "amerikaner" regner jeg i pund, men det får I derhjemme i Europa nok ikke så meget ud af:
45 lbs er ca. 20,5 kg
75 lbs er 34 kg
100 lbs er 45 kg
Mit mål var at komme et godt stykke ind i de 30 repetitioner af 75 lbs Snatch, og det holdt hårdt, men jeg klarede dem alle. Fedt! Og nåede at kaste mig ned på gulvet - med vægtløfterbæltet på, selvfølgelig - og springe op igen i en uskøn Burpee. Godt man ikke bliver bedømt på stil.

Men man kan jo ikke bare ligge sig til at dø, fordi man er træt. Jeg havde den der flotte romanescokål, som jeg reklamerede for på Facebook i går, og den blev til min frokost. Skylle, skære, bage, vende - det var lige til at overskue for min trætte knold og de endnu trættere gummiarme.

Til 1 person


Ingredienser


  • 1 hoved romanescokål
  • 40 g chorizopølse
  • ½-1 tsk olivenolie
  • Friskkværnet peber
  • 1/8 tsk chiliflager
  • 1/4 tsk hvidløgspulver
  • 1/4 tsk havsalt (gerne Maldon)
  • Lidt parmesanost

Fremgangsmåde

  1. Tænd ovnen på 220 C
  2. Skyl romanescoen og skær den i små buketter. Læg dem over på en bradepande beklædt med bagepapir
  3. Hæld olivenolie hen over buketterne i en tynd stråle, drys derefter med krydderierne
  4. Sæt pladen i ovnen og bag kålen i 10 minutter
  5. Skær i mellemtiden chorizopølsen i ½ cm tykke skiver, der efterfølgende skæres i fire dele
  6. Når de 10 minutter er gået, tager du pladen ud og rører lidt rundt, så der ikke er noget, der brænder på
  7. Kom chorizostykkerne hen over kålen og put pladen tilbage i ovnen. Det hele skal nu have 10 minutter mere, eller til romanescoen begynder at blive gyldenbrun i kanten. Rør en gang eller to imens
  8. Anret på en tallerken og høvl parmaeanost henover - brug gerne en kartoffelskræller

Kommentarer


Den romanesco, som jeg fik leveret i økokassen, var ikke kæmpestor, og som tilbehør/let frokost til 1 person var det okay. Jeg vejede kålbuketterne, og jeg fik ca. 175 g ud af den. Skal retten fungere som hovedret til 2 eller som tilbehør til 4, skal du have fat i mindst to store hoveder.

Romanesco kaldes også romerks blomkål, og smagen ligger i den den boldgade. En mellemting mellem blomkål og broccoli, men mere fin i smagen og knap så bitter. Og så er den da SÅ pæn og lugter ikke af prut - i hvert fald ikke når den bliver tilberedt i ovnen.

Stokken må du endelig ikke smide ud! Ligesom broccoli er den inderste del af stokken super saftig og frisk i smagen, så skær det yderste fra med hård hånd, til du kommer ind til den lyse, friske stok. Denne kan skæres i stænger og bruges til at dyppe i fx. guacamole (som jeg tilfældigvis havde en rest af i køleskabet), eller skær den i skiver/tern og put den i salat.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar